Giovanni Cimabue

Giovanni Cimabue (1240 - 1302), italiensk maler, som blev født i Firenze cirka 1240. Han døde kort efter 1302. Kunsthistorien har, efter Vasari, udpeget Cimabue som grundlæggeren af den ny stil i malerkunsten, som bæreren af en mere natursand kunstretning, idet han dels gyder nyt liv i de overleverede, stive byzantinske former, dels danner en nødvendig forudsætning for sin elev Giotto's sejrrige gennembrud. Hans levned er i høj grad uopklaret, hans værker ikke sikkert fastslåede. Et uomtvisteligt arbejde af Cimabue er dog mosaikbilledet med frelseren og evangelisten Johannes i Domkirkens apsis i Pisa (1301-02); Johannes-skikkelsen er af Cimabue; iøvrigt nævner Vasari en lang række værker af ham.

Han har nydt samtidens uskrømtede beundring, hvad fortællingen om hans store madonnabillede på guldgrund, Madonna de' Rucellai, viser; dette arbejde skal nemlig under mængdens jublende beundring være båret i højtideligt optog fra kunstnerens bolig til dets bestemmelsessted i kirken S. Maria novella (moderne forskning tilskriver Duccio dette maleri); Dante lader ham, i Divina commedia, optræde i skærsilden på grund af kunstnerens stærke selvvurdering. Blandt de Cimabue tillagte Madonnabilleder (i Akademiet i Firenze, i strengere, ædel stil) bliver vel næsten kun Trinitå-Madonnaen tilbage. Cimabue skal endvidere have været sysselsat (med større mosaikarbejder) i Siena, ligeledes i Assissi, i hvis kirke S. Francesco man viser en hel række, dårlig bevarede, ret livfulde vægmalerier af ham.